søndag den 13. november 2011

Kbh eller Gil

De seneste par år har jeg haft to steder at bo. Et sted hos min far og et sted hos min mor. Min far har en central lejlighed inde i KBH K, mens min mor bor oppe nordpå i Gilleleje nær vandet. Begge steder har deres fordeler, men bestemt også ulemper. Denne weekend har jeg været med min mor, og jeg føler en ro over mig lige nu, som jeg normalt ikke har. Vandet, skoven og hyggen foran en brændeovn gør virkelig noget ved mig, som er helt vildt beroligende. Dog kan jeg umuligt være her mere end en uge af gangen. Det bliver simpelthen for kedeligt. Jeg kender ingen heroppe, der er intet natteliv, udover fulde brianer, og der er langt til alt. Så er der min fars lejlighed. Jeg har venner nær, jeg har bylivet og min skole. Dog bliver det meget tungt med alle bilerne og menneskerne der går igennem byen i deres hektiske hverdag. Man mangler meget hurtigt et tidspunkt i sin dagligdag til at tage en dyb indånding og bare slappe 100% af. Jeg foretrækker absolut at bo inde i Kbh, men jeg ved ikke hvad jeg ville gøre, hvis jeg ikke havde muligheden får at få en pause fra dagligdagen og bare være.

onsdag den 2. november 2011

Journalisme

I hele mit liv har jeg altid læst aviser med tillid. Jeg har regnet dem for troværdige og reele, men det er nu gået op for mig, at dette ikke er sandt. Desværre er aviser eget af firmaer. Disse firmaer har selvfølgelig ansatte, som skal modtage løn. Den måde de sørger for at få pengene til at betale deres medarbejdere, er at få så højt et læser tal som muligt. Det gør de ved at skrive det, som folk finder interesant. Dette er grunden til, at vi næsten aldrig hører om positive ting, men derimod hører vi en masse om død og ødelæggelse. Den seneste uge har en sådan situation plaget vores familie. Det startede med, at min far satte sig i kontakt med Jyllands Posten (JP) for at få en artikel skrevet om sin nuværende situation. En journalist ved navn Birgitte Dyrekilde valgte at modtage opgaven. Min far gav en masse materiale til Dyrekilde og forventede hende at formidle historien til mindste detalje. Det valgte hun IKKE at gøre. Hun endte med at undlade en stor del af den information hun havde og opstillede derfor situationen som om min far er skyldig. Alt dette har forsaget meget stress, ikke kun for min far, men for alle i familien. Det var absolut ikke det vi havde brug for. Jeg tror at min far havde det som om, at han tog et stort skridt tilbage, i stedet for det forventede skridt frem. Han blev nok utrolig skuffet over situationen og havde forventet mere af JP. Nu da der er gået noget tid, ser han dog tilbage på det positivt. Hellere at han lagde sin tillid i en journalist nu, hvor skaden ikke er så stor, end senere hvor der kunne havde været langt større konsekvenser. Han bliver ved med at sige til mig, at jeg ikke skal gøre den samme fejl som ham. Og til det har jeg kun en ting at sige: won't do :)