tirsdag den 4. oktober 2011

Forventningerne man havde.

Idag var jeg på det vi kalder et husbesøg. Et husbesøg er når 2 frivillige tager ud og taler med en fremtidig udvekslingsstudent og hans forventninger. Disse besøg er meget forskellige fra hus til hus. Nogle gange taler studenten konstant, men for det meste er det moderen der taler. Det var det også i dette tilfælde, så det var svært for os at få hendes søn til at sige noget, men ud fra de få ting han sagde og hans velformulerede ansøgning, kunne vi mere eller mindre vurdere, hvad han regnede med at få ud af sit udvekslingsår.
Det fik mig til at tænke på min egen forberedelses periode, og hvordan alting var så surealistisk. Jeg kan dog også huske, hvordan jeg blev stilt spørgsmål af YFU'ere om mine forventninger, og hvordan jeg svarede med klichéerne såsom "regner med at blive mere moden" og "at være mere åben som menneske". Nu hvor jeg kigger tilbage, ved jeg faktisk ikke hvad mine forventninger var. Jeg tror bare at jeg sagde de ting jeg gjorde for at virke som en god person at sende afsted. Men gør vi også det i hverdagen? Siger vi ting som vi ikke mener for at virke "bedre" i andres øjne? eller gør vi det fordi vi gerne vil mene det og at vi derfor (prøver at) lyve(r) overfor os selv?
Så kan man jo også spørge sig selv om det er en god eller dårlig ting. Hvis man netop går ind og laver disse løgne for ikke bare at virke som noget man ikke er, men i stedet for gør dem for at overbevise sig selv om noget og deraf forandre sig selv (til det bedre) ville jeg sige at det er en god ting. Men hvis man så går ind og netop ikke har intentioner om at gøre noget ved det man siger, så er det absolut en dårlig ting... eller er det? burde det overhovedet være nødvendigt med de små hvide løgne om sig selv? Hvordan kan det være at vores samfund presser en til at fremstille sig som en bedre person i fx ansøgninger eller lign.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar