søndag den 30. oktober 2011

Alene Hjemme

Jeg har nu længe overvejet at flytte hjemmefra, men efter mange samtaler med far, blev vi enige om, at jeg ikke var parat til det. Jeg har selv været meget i tvivl, men jeg var så heldig at have muligheden for at prøve det i efterårsferien. Jeg boede med en af min fars venners søn Ilya i 7 dage og derefter 2 dage alene. Mine pligter var simple, sørg for der var rent, gå tur med hunden og selvfølgelig at forsørge mig selv og Ilya med et budget på 1000 kr. Jeg sagde farvel til far, Natasha og Phillip lørdag morgen. Ilya havde allerede været der i nogle uger, så jeg kendte ham rimeligt godt på det tidspunkt. Jeg sørgede for mad de første par dage med en STOR lasagne og i løbet af ugen, var det for det meste mig der kokkererede, da Ilya skulle på arbejde i hverdagene. Han spiste på arbejdet, så det gjorde det lidt nemmere med frokost. Han lavede også aftensmad en dag, hvor jeg lærte en lækker nem ret. Ift. hunden gik jeg mest med ham, men Ilya var også flink til at hjælpe til, specielt om aftenen hvis jeg var taget i byen. Det hele gik fantastisk, og det fik mig til at indse at bo alene ikke ville være det fedeste, men i stedet med en værelses kammerat. Ikke at jeg tror at jeg ikke ville kunne, men at det er hyggeligere (og nemmere for den sags skyld). Jeg er dog bekymret for at denne person ikke vil være ligesom Ilya, men uansvarlig og efterlade mig med alt det tunge stof, såsom regninger, madlavning og rengøring. Når jeg flytter hjemmefra (forhåbentligt snart) er der mange ting jeg skal have sørget for, fx at finde en god værelses kammerat og nogle samtaler med banken omkring regninger og lign. som jeg ikke har styr på.

mandag den 10. oktober 2011

Forskellen mellem karaktergivning

Jeg kan stadigvæk huske min første dag i skole i Mexico, det startede hårdt ud med en fysik prøve. Dagen efter endnu en og endnu en og endnu en... de blev selvfølgelig alle sammen vurderet og givet karakterer. Det var så ekstremt at vi fik vist vores karakterer hver måned på en storskærm (i hvert fag), så vi kunne se hvad vi ikke havde afleveret, og hvad vi havde fået i de individuelle opgaver. Det var utroligt belastende at altid få at vide hvor enten god eller dårlig man var, og der var flere der skammede sig over det. Set fra en anden vinkel var det fedt at vide hvor man stod i de forskellige fag og hvor man skulle arbejde hårdere.
Nu er jeg jo kommet tilbage til Danmark og startet i gymnasiet, og selvfølgelig skal jeg have vent op og ned på min verden... igen. For at sige det kort har jeg kun, indtil videre, fået vurderet 2 ting i løbet af ca. 2 måneder!! Det er virkelig irriterende på mange måder, at jeg ikke har nogen ide om hvorvidt det går godt eller dårligt. Jeg regner absolut med at det går godt, da jeg har afleveret alt til tiden, og gjort meget ud af mit arbejde, men man er overhovedet ikke sikker på det. Dog kan jeg godt se de gode ting ved det. For det første tager det meget stress af dem som har problemer i skolen, men stadigvæk burde de i det mindste få en vurdering omkring deres standpunkt indtil videre. Det kan da ikke være rigtigt at de (når jeg siger de er det fordi jeg regner med at jeg har det fint) skal vandre i blinde!! Men på den anden side er det også fedt at alt ikke handler om hvem har fået de bedste karakterer og hvem der har de laveste, det giver et mere afslappet miljø i klassen.
Mit forslag til hvordan det "burde" være, er at ALLE opgave afleveringer skal gives karakter, men at det kun er det individuelle menneske der har mulighed for at se dem. Det ville hjælpe folk med at vurdere sig selv, og hvor man burde forsøge at udvikle sig. Dog skal det ikke være sådan at vi får karakterer for ALT. Dette skaber et utroligt højt pres for individet, som også har andre ting at tænke på såsom sit social liv osv.

Jeg prøver noget som jeg ikke har prøvet før, men jeg vil gerne starte en diskussion med dem som læser min blog, så hvis i vil fortælle jeres mening ville det være fedt :D

tirsdag den 4. oktober 2011

Forventningerne man havde.

Idag var jeg på det vi kalder et husbesøg. Et husbesøg er når 2 frivillige tager ud og taler med en fremtidig udvekslingsstudent og hans forventninger. Disse besøg er meget forskellige fra hus til hus. Nogle gange taler studenten konstant, men for det meste er det moderen der taler. Det var det også i dette tilfælde, så det var svært for os at få hendes søn til at sige noget, men ud fra de få ting han sagde og hans velformulerede ansøgning, kunne vi mere eller mindre vurdere, hvad han regnede med at få ud af sit udvekslingsår.
Det fik mig til at tænke på min egen forberedelses periode, og hvordan alting var så surealistisk. Jeg kan dog også huske, hvordan jeg blev stilt spørgsmål af YFU'ere om mine forventninger, og hvordan jeg svarede med klichéerne såsom "regner med at blive mere moden" og "at være mere åben som menneske". Nu hvor jeg kigger tilbage, ved jeg faktisk ikke hvad mine forventninger var. Jeg tror bare at jeg sagde de ting jeg gjorde for at virke som en god person at sende afsted. Men gør vi også det i hverdagen? Siger vi ting som vi ikke mener for at virke "bedre" i andres øjne? eller gør vi det fordi vi gerne vil mene det og at vi derfor (prøver at) lyve(r) overfor os selv?
Så kan man jo også spørge sig selv om det er en god eller dårlig ting. Hvis man netop går ind og laver disse løgne for ikke bare at virke som noget man ikke er, men i stedet for gør dem for at overbevise sig selv om noget og deraf forandre sig selv (til det bedre) ville jeg sige at det er en god ting. Men hvis man så går ind og netop ikke har intentioner om at gøre noget ved det man siger, så er det absolut en dårlig ting... eller er det? burde det overhovedet være nødvendigt med de små hvide løgne om sig selv? Hvordan kan det være at vores samfund presser en til at fremstille sig som en bedre person i fx ansøgninger eller lign.