søndag den 13. november 2011

Kbh eller Gil

De seneste par år har jeg haft to steder at bo. Et sted hos min far og et sted hos min mor. Min far har en central lejlighed inde i KBH K, mens min mor bor oppe nordpå i Gilleleje nær vandet. Begge steder har deres fordeler, men bestemt også ulemper. Denne weekend har jeg været med min mor, og jeg føler en ro over mig lige nu, som jeg normalt ikke har. Vandet, skoven og hyggen foran en brændeovn gør virkelig noget ved mig, som er helt vildt beroligende. Dog kan jeg umuligt være her mere end en uge af gangen. Det bliver simpelthen for kedeligt. Jeg kender ingen heroppe, der er intet natteliv, udover fulde brianer, og der er langt til alt. Så er der min fars lejlighed. Jeg har venner nær, jeg har bylivet og min skole. Dog bliver det meget tungt med alle bilerne og menneskerne der går igennem byen i deres hektiske hverdag. Man mangler meget hurtigt et tidspunkt i sin dagligdag til at tage en dyb indånding og bare slappe 100% af. Jeg foretrækker absolut at bo inde i Kbh, men jeg ved ikke hvad jeg ville gøre, hvis jeg ikke havde muligheden får at få en pause fra dagligdagen og bare være.

onsdag den 2. november 2011

Journalisme

I hele mit liv har jeg altid læst aviser med tillid. Jeg har regnet dem for troværdige og reele, men det er nu gået op for mig, at dette ikke er sandt. Desværre er aviser eget af firmaer. Disse firmaer har selvfølgelig ansatte, som skal modtage løn. Den måde de sørger for at få pengene til at betale deres medarbejdere, er at få så højt et læser tal som muligt. Det gør de ved at skrive det, som folk finder interesant. Dette er grunden til, at vi næsten aldrig hører om positive ting, men derimod hører vi en masse om død og ødelæggelse. Den seneste uge har en sådan situation plaget vores familie. Det startede med, at min far satte sig i kontakt med Jyllands Posten (JP) for at få en artikel skrevet om sin nuværende situation. En journalist ved navn Birgitte Dyrekilde valgte at modtage opgaven. Min far gav en masse materiale til Dyrekilde og forventede hende at formidle historien til mindste detalje. Det valgte hun IKKE at gøre. Hun endte med at undlade en stor del af den information hun havde og opstillede derfor situationen som om min far er skyldig. Alt dette har forsaget meget stress, ikke kun for min far, men for alle i familien. Det var absolut ikke det vi havde brug for. Jeg tror at min far havde det som om, at han tog et stort skridt tilbage, i stedet for det forventede skridt frem. Han blev nok utrolig skuffet over situationen og havde forventet mere af JP. Nu da der er gået noget tid, ser han dog tilbage på det positivt. Hellere at han lagde sin tillid i en journalist nu, hvor skaden ikke er så stor, end senere hvor der kunne havde været langt større konsekvenser. Han bliver ved med at sige til mig, at jeg ikke skal gøre den samme fejl som ham. Og til det har jeg kun en ting at sige: won't do :)

søndag den 30. oktober 2011

Alene Hjemme

Jeg har nu længe overvejet at flytte hjemmefra, men efter mange samtaler med far, blev vi enige om, at jeg ikke var parat til det. Jeg har selv været meget i tvivl, men jeg var så heldig at have muligheden for at prøve det i efterårsferien. Jeg boede med en af min fars venners søn Ilya i 7 dage og derefter 2 dage alene. Mine pligter var simple, sørg for der var rent, gå tur med hunden og selvfølgelig at forsørge mig selv og Ilya med et budget på 1000 kr. Jeg sagde farvel til far, Natasha og Phillip lørdag morgen. Ilya havde allerede været der i nogle uger, så jeg kendte ham rimeligt godt på det tidspunkt. Jeg sørgede for mad de første par dage med en STOR lasagne og i løbet af ugen, var det for det meste mig der kokkererede, da Ilya skulle på arbejde i hverdagene. Han spiste på arbejdet, så det gjorde det lidt nemmere med frokost. Han lavede også aftensmad en dag, hvor jeg lærte en lækker nem ret. Ift. hunden gik jeg mest med ham, men Ilya var også flink til at hjælpe til, specielt om aftenen hvis jeg var taget i byen. Det hele gik fantastisk, og det fik mig til at indse at bo alene ikke ville være det fedeste, men i stedet med en værelses kammerat. Ikke at jeg tror at jeg ikke ville kunne, men at det er hyggeligere (og nemmere for den sags skyld). Jeg er dog bekymret for at denne person ikke vil være ligesom Ilya, men uansvarlig og efterlade mig med alt det tunge stof, såsom regninger, madlavning og rengøring. Når jeg flytter hjemmefra (forhåbentligt snart) er der mange ting jeg skal have sørget for, fx at finde en god værelses kammerat og nogle samtaler med banken omkring regninger og lign. som jeg ikke har styr på.

mandag den 10. oktober 2011

Forskellen mellem karaktergivning

Jeg kan stadigvæk huske min første dag i skole i Mexico, det startede hårdt ud med en fysik prøve. Dagen efter endnu en og endnu en og endnu en... de blev selvfølgelig alle sammen vurderet og givet karakterer. Det var så ekstremt at vi fik vist vores karakterer hver måned på en storskærm (i hvert fag), så vi kunne se hvad vi ikke havde afleveret, og hvad vi havde fået i de individuelle opgaver. Det var utroligt belastende at altid få at vide hvor enten god eller dårlig man var, og der var flere der skammede sig over det. Set fra en anden vinkel var det fedt at vide hvor man stod i de forskellige fag og hvor man skulle arbejde hårdere.
Nu er jeg jo kommet tilbage til Danmark og startet i gymnasiet, og selvfølgelig skal jeg have vent op og ned på min verden... igen. For at sige det kort har jeg kun, indtil videre, fået vurderet 2 ting i løbet af ca. 2 måneder!! Det er virkelig irriterende på mange måder, at jeg ikke har nogen ide om hvorvidt det går godt eller dårligt. Jeg regner absolut med at det går godt, da jeg har afleveret alt til tiden, og gjort meget ud af mit arbejde, men man er overhovedet ikke sikker på det. Dog kan jeg godt se de gode ting ved det. For det første tager det meget stress af dem som har problemer i skolen, men stadigvæk burde de i det mindste få en vurdering omkring deres standpunkt indtil videre. Det kan da ikke være rigtigt at de (når jeg siger de er det fordi jeg regner med at jeg har det fint) skal vandre i blinde!! Men på den anden side er det også fedt at alt ikke handler om hvem har fået de bedste karakterer og hvem der har de laveste, det giver et mere afslappet miljø i klassen.
Mit forslag til hvordan det "burde" være, er at ALLE opgave afleveringer skal gives karakter, men at det kun er det individuelle menneske der har mulighed for at se dem. Det ville hjælpe folk med at vurdere sig selv, og hvor man burde forsøge at udvikle sig. Dog skal det ikke være sådan at vi får karakterer for ALT. Dette skaber et utroligt højt pres for individet, som også har andre ting at tænke på såsom sit social liv osv.

Jeg prøver noget som jeg ikke har prøvet før, men jeg vil gerne starte en diskussion med dem som læser min blog, så hvis i vil fortælle jeres mening ville det være fedt :D

tirsdag den 4. oktober 2011

Forventningerne man havde.

Idag var jeg på det vi kalder et husbesøg. Et husbesøg er når 2 frivillige tager ud og taler med en fremtidig udvekslingsstudent og hans forventninger. Disse besøg er meget forskellige fra hus til hus. Nogle gange taler studenten konstant, men for det meste er det moderen der taler. Det var det også i dette tilfælde, så det var svært for os at få hendes søn til at sige noget, men ud fra de få ting han sagde og hans velformulerede ansøgning, kunne vi mere eller mindre vurdere, hvad han regnede med at få ud af sit udvekslingsår.
Det fik mig til at tænke på min egen forberedelses periode, og hvordan alting var så surealistisk. Jeg kan dog også huske, hvordan jeg blev stilt spørgsmål af YFU'ere om mine forventninger, og hvordan jeg svarede med klichéerne såsom "regner med at blive mere moden" og "at være mere åben som menneske". Nu hvor jeg kigger tilbage, ved jeg faktisk ikke hvad mine forventninger var. Jeg tror bare at jeg sagde de ting jeg gjorde for at virke som en god person at sende afsted. Men gør vi også det i hverdagen? Siger vi ting som vi ikke mener for at virke "bedre" i andres øjne? eller gør vi det fordi vi gerne vil mene det og at vi derfor (prøver at) lyve(r) overfor os selv?
Så kan man jo også spørge sig selv om det er en god eller dårlig ting. Hvis man netop går ind og laver disse løgne for ikke bare at virke som noget man ikke er, men i stedet for gør dem for at overbevise sig selv om noget og deraf forandre sig selv (til det bedre) ville jeg sige at det er en god ting. Men hvis man så går ind og netop ikke har intentioner om at gøre noget ved det man siger, så er det absolut en dårlig ting... eller er det? burde det overhovedet være nødvendigt med de små hvide løgne om sig selv? Hvordan kan det være at vores samfund presser en til at fremstille sig som en bedre person i fx ansøgninger eller lign.

søndag den 25. september 2011

iPad klasse

På min årgang på Ørestad gym er der 14 klasser. 2 af disse klasser er kendt som "iPad klasser" altså at de har fået udleveret iPads til skoleundervisning og eget brug. Disse 2 klasser er 1. o og 1. c. Jeg er så heldig at gå i c klassen, så jeg sidder lige nu og skriver dette på min iPad. Jeg synes personligt at det er super fedt at have den, men jeg tænker dog på, hvordan det er muligt at en skole har råd til at forsyne alle lærene, og 64 elever med iPads, nå andre ikke engang har råd til at skifte kridt tavler ud med whiteboards, eller har lofte der krakelerer. Hvordan kan det være at regeringens fordelingspolitik går ind og favoriserer hovedstadsområdet bare pga. at de har flere borgere (stemmer). Det kan da ikke være rigtigt at vores landmænd som arbejder hårdt ikke får samme retigheder, som en kontorarbejder gør, bare af den grund at de lever i to forskellige områder. I mit seneste blog indlæg talte jeg om fejlkilder i det demokratiske og dette er en så en forlængelse af det. Vi siger altid at vi bor i et velfærds samfund og det gør vi hovedsageligt os, men selv Danmark er ike perfekt.

mandag den 19. september 2011

Valg i Danmark

D. 15 september var der valg i Danmark (samme dag, som den mexikanske uafhængighedsdag). I Danmark har vi 8 partier: Dansk Folkeparti (O), De Konservative (C), Venstre (V), Liberal Alliance (I), Radikale Venstre (B), Socialdemokraterne (A), Social Folkeparti (F) og Enhedslisten (Ø). De er delt op i to blokke; Rød (Ø,F,A;B) og Blå (O,C,V,I) (socialistisk og liberalistisk/konservativt). Da de to sider er meget forskellige er der også stor opdeling mellem deres vælgere. De fleste unge stemmer rød blok, mens størstedelen af dem der har høj indkomst stemmer blå. På skolen havde vi en "valgaften" hvor vi alle var samlet for at se hvem der var vandt valget. Her var skolen virkelig opdelt i to dele, og folk for rød blok ville begynde at råbe nå deres mandater gik op og vice versa. Størstedelen af de folk, som går på mit gymnasie, er røde.
Jeg har en teori omkring hvordan det kan være. Da der er en trend om at unge mennesker burde stemme socialistisk for at få mest ud af det, er der mange der glemmer at undersøge hvad deres parti reelt står inde for. Kun en lille flok har rent faktisk undersøgt hvad det parti de stemmer på står ind for, og hvad deres meninger og holdninger er. De bygger sørger så for at der bliver bygget et hate forhold til blå blok, mens at de sætter rød blok på et pedestal... Ergo stemmer man rød blok er man sej og stemmer man blå er man et kapitalistisk svin der ikke tænker på de gamle og svage i samfundet. Jeg tror ikke kun at dette finder sted i gymnasiet, men blandt alle mennesker og grupper, altså en fejlkilde til demokrati er gruppepres og normer... nå men for at konkludere endte rød blok med at vinde og vi har fået vores første kvindelige statsminister... det er så også det eneste jeg er glad for.